Faste ture i Svendborg og Nyborg

I Svendborg ser turene i øjeblikket ud som følger:

mandage kl. 13-15, motionstur i rask tempo, der er kaffe bagefter.

tirsdage kl. 10-12, stilletur langs vandet. Vi prøver at gå i stilhed i nogle perioder, holder os mest langs kysten, og får tømt hovedet.

onsdage kl. 16-17.30

torsdage kl. 13-14, bytur med efterfølgende kaffe og the .

Mødested er alle 4 dage foran Frivillighuset, Havnegade 3. Se evt. Facebook: Gå dig glad i Svendborg

I Nyborg er turene:

tirsdage kl. 10, mødested foran Bastionen, Nyborg Frivilligcenter, og torsdage kl. 10. Samme mødested.

Se evt. Facebook, Gå dig glad i Nyborg

 

Venner viser vej!

D. 29. februar kommer “Folkevandringen.dk” til Svendborg. Røde kors har iværksat den store event og med mange forskellige samarbejdspartnere i de forskellige byer, er der nok ikke 2 arrangementer der bliver ens. Her i Svendborg er Dansk Flygtningehjælp, Frivilligcentret, Venligboerne blandt de store aktører.

I den forbindelse har jeg idag været ude at gennemgå ruten med Carsten Ohm og 5 deltagere på mit tirsdagshold. Den er på præcis 8 km (4 x 2 km) med start og slut på Harder´s i Møllergade. Udover at gå den foreslåede rute igennem, så Carsten og jeg også på, om den strækning der er udpeget til at gå i stilhed og reflektion lå “på det rette sted”. Vi skulle også sikre os, at stierne havde tilstrækkelig bredde dér hvor vi kommer til at gå i grupper på 4 deltagere.

Folkevandringen kommer til at foregå i 9 danske byer, i Rønne er det første arrangement afviklet i sidste uge med ca. 300 deltagere! Jeg håber vi også bliver mange i Svendborg, gerne endnu flere, så vi kan markere at vi er mange der hilser nye borgere velkomne, uanset hvor de måtte komme fra. Men selvfølgelig er det de mange asylansøgere der er fokus på, og pointen her er at alle går ruten sammen med og i samtale med nogen de ikke kender på forhånd. Bagefter spiser vi sammen på Harder´s.

Forudsætningen for at så stor en event kan blive en succes er naturligvis en masse frivillige der hjælper til med at få sat lygter ud på ruten, serveret kaffe og te, serveret suppe om aftenen, og i det hele taget hjælpe deltagerne til rette på turen.

Fredagstur til Lehnskov Strand, Ballen og Høkildegård.

Fredag d. 5. februar 2016 går vi fra Frivillighuset, Havnegade 3, 5700 Svendborg kl. 10. Vi har madpakker, vand, regntøj og måske en lille snack i rygsækkene og sætter kurs mod Lehnskov Strand. Vi går så tæt på kysten som muligt, så vi får en del kig til vandet. Ved Lille Eng eller Bretch´s hus holder vi en lille pause, inden vi fortsætter ad Rantzausmindevej ud til Lehnsskov Strand. Her spiser vi vores medbragte madpakker (ca. 7 km). Hvis du ikke vil med videre er der her mulighed for at gå tilbage til Højensvej og tage bybussen tilbage til Svendborg.

Så fortsætter turen til Ballen, hvor vi lige skal ned og runde havnen og nyde udsigten over øhavet med Skarø og Drejø. I det fjerne anes Ærø og, hvis det er klart vejr, Als. Ca. 12 km.

Så fortsætter vi op til Høkildegård, en dejlig gårdbutik med kødvarer, kolonial m.m., hvor Lise venter os med kaffe og kage, for dem der har lyst. Dette for egen regning. Der er tid til at handle inden vi går op til Fåborg-landevejen og fanger en bus til Svendborg. Ca. 17 km.

Mit bedste bud er, at vi er i Svendborg omkring kl. 16, men jeg synes vi skal gå “uden ur” denne dag, og lade oplevelserne råde. Det er ikke nødvendigt med tilmelding, men hunde er ikke velkomne på denne tur. Medbring gerne godt humør.

Vel mødt.

“I Carl Nielsens Fodspor”

Igår morges tog jeg toget til Årslev, hvor jeg blev samlet op af gode venner fra Dansk Vandrelaug, Tina og Morten Pliniussen. De havde inviteret mig med på “prøvetur” på komponisten Carl Nielsen´s føde- og hjemegn. Det var en pragtfuld tur, og vejret var jo virkelig med os. Turen var på knap 18 km, med stor variation i terræn, vekslen mellem kultur og natur, kirker og skønne kaffepletter. Frokost v. et stendige med udsyn og indkig til det åbne fængsel Søby Søgaard. Lige som en tur skal være, når det er en i Vandrelauget den er udbudt. Morten deler gavmildt ud af sin store viden, dels om Carl Nielsen´s liv og omgangskreds, om de knapt så kendte melodier, og om de mange oplevelser parret har haft som værts-familie for unge, udenlandske deltagere i Carl Nielsen konkurrencerne.

Når jeg deler disse linjer med Jer, er det blandt andet for at fortælle om, hvordan man som turleder har et STORT forarbejde inden en tur bydes ud. Som skrevet var det prøvetur igår, for at lave tidtagninger, for at finde den bedst egnede skovsti, for at få stillet nogle af de “drilske” spørgsmål. Det skal besluttes hvor frokosten skal indtages og man skal lige blive helt skarp på et par årstal. Meget mere dukker op i dagens løb. Det er ikke den eneste prøvetur, der laves. Turen er jo kørt igennem i bil allerede i vinterens løb, for at måle. Den gåes igennem flere gange, sidste gang indenfor den sidste uge inden “premieren”, så man er sikker på, der ikke er oversvømmelser, væltede træer, en lukket kirke, indpakket i stilladser eller andre overraskelser.

En pragtfuld vandring, med gode venner, kultur og natur, som jeg vil glæde mig til at gentage den 20. april. Imens sidder jeg og funderer over hvornår “Tågen Letter”….

Frisk tur til Thurø

Igår var jeg på en skøn “Walk and Talk” med 5 kvinder, og en enkelt hund, fra netværket i Frivillighuset. Da det ikke var særlig blæsende besluttede vi at gå over Thurø-dæmningen og så langs nord-stranden så langt vi kunne komme. Vi fandt et par bænke i læ, og sad der lidt inden vi vendte om, herligt! På vej tilbage gik vi lige ned omkring “Taknemmeligheds-træet”, og tog et stille øjeblik. Tilbage til p-pladsen v. Christiansminde konstaterede vi at vi havde fået knap 8 km tilbagelagt, ret flot.

Der bliver vendt stort og småt på sådan en tur, et rigtig dejligt frikvarter for voksne…