Hunde med på tur?

Et par af turlederne i det jyske har pointeret følgende:
Det har været så rart, at du på forhånd havde sagt, at hunde på turene ikke var en god idé. Så er man forberedt, når der er nogen der spørger.

Jeg har selv fået spørgsmålet en del gange. Kan jeg have min hund med? Så bliver den også luftet… den er rigtig sød og velopdragen og vil synes det er så sjovt…
De første gange sagde jeg ja, men ret hurtigt stod det klart: Det er ikke en god idé for andre end hundeejeren!
Der er (i alle grupper) nogle deltagere, der ikke bryder sig om hunde, og dem ser jeg så ikke igen. Der er ærgerligt. Det er heller ikke altid at hundene er så velopdragne, som vi ejere gerne selv vil synes, og vores glade hunde hopper gerne op for at hilse på de flinke folk! Helt tosset bliver det når der er flere hunde, for når hun må…. men 2-3 hunde med snore der vikler sig sammen, og de stop og den uro det giver, afbrydelser mht deres efterladenskaber, drikkepauser, når det er varmt m.m.m..

Det aller enkleste er: Hunde? Desværre, det går ikke, men du er velkommen til at etablere en hundetur, hvor alle kan have hund med, eller ønsker sig at gå sammen med andres hunde. Så er det sagt højt og tydeligt, og ingen bliver kede af det og skuffede.

Værdigrundlag for Gå dig Glad

I Gå dig Glad er det altid gratis at deltage. 

Tilmelding er ikke nødvendig, undtagen til de meget få og særlige ture, hvor der skal lejes en bus eller lignende. 

Alle er velkomne, turene beskrives med få, men præcise ord, så man på forhånd ved, om det er kort tur, lang, rask gang, stilletur eller andet. På den måde sikrer vi, at ingen går ”forkert”. 

Turene i Gå dig Glad må gerne være lidt udfordrende, både fysisk, mentalt og socialt. Når vi afprøver vores grænser, bliver vi klogere på os selv. 

Turene spreder glæde, fysisk velbefindende og udvikling af sociale netværk. Alle bidrager til den gode tone og omgangsform.

Turene bidrager til at udvikle et engagerende fællesskab. Udvekskling af erfaringer og identitet i mødet med andre bidrager til socialt velbefindende.

Lis Thejls, marts 2019

Gå dig Glad i Sorø

Sidste skud på stammen er 2 ugentlige ture i Sorø. Med start fra Frivilligcentret på Tokesvej går Flemming Soltoft tur mandage og fredage. Find gruppen på facebook, gå dig glad i sorø.

Hvis du har spørgsmål er du også velkommen til at kontakte Flemming på 4237 0917

Vi går hver mandag kl. 13.30-15 og fredag kl. 11-13

Mødested: Foran frivilligcentret på Tokesvej 1, 4180 Sorø.

Det er, som altid, gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.

Hvis du gerne vil være turleder: Ring til Flemming eller Lis på 2461 9910 eller kom ind i frivilligcentret på 1. sal.

 

Gå dig Glad i Skærbæk

På torsdag d. 22. november har vi premiere i Skærbæk!

Gå dig glad er i samarbejde med “Aktive Timer” vært for en ugentlig gåtur fra Skærbæk Centret. Kl. 10 hver torsdag vil Evelyn tage imod, og hvis du har spørgsmål kan hun kontaktes på 2927 2170. 

Som altid i “Gå dig Glad” er deltagelse gratis og tilmelding er ikke nødvendig. Tag gerne en god ven med, eller én du tænker trænger til lidt luft. Det er uforpligtende og man bliver næsten altid i godt humør af en rask gåtur.

Gå evt. ind på Facebook- Gå dig Glad i Tønder, hvor de andre ture i kommunen også er beskrevet (I Tønder og Løbumkloster) og skriv gerne hvis du vil være vært i en af byerne.

Vil du med?

Gå dig Glad i Nyborg

Hver tirsdag kl. 10-11.30 er der tur i Nyborg.

Vi mødes v. Bastionen, Nørrevoldgade og aftaler ruten, når vi ses. Der er ingen fast turleder, men alle er velkomne. Også hvis du har en favorit-tur, du gerne vil dele. Som altid er det gratis at deltage i “Gå  dig Glad”, og der er ingen tilmelding eller krav om afbud.

Vil du med? Tag gerne en ven eller nabo med, vi kan sagtens være mange flere.

Vel mødt!

Hver onsdag går Agnete Snitker fra Brugsen i Skårup kl. 19-20.30. 

Det er en tur med fart på, der gåes 5-7-8 km, men hvis du af en eller anden grund ikke tænker at du kan/ vil gå så stærkt, skal du ikke lade dig afskrække. Der er oftest en gruppe, der ikke springer afsted, så du vil sikkert finde nogen at gå sammen med. Det vigtigste er at komme ud af døren og afsted.

Vel mødt!

Gå dig Glad i Tønder

Sidst i maj var jeg i Tønder, for at mødes med den lokale Frivilligcenterleder, Ute Mammen. Vi aftalte at sætte gang i Gå dig Glad, så det kommer til at ske umiddelbart efter sommerferien 2018. 

Tiderne er som følger: 

  •    – tirsdag kl. 16-17.30, gang motion med intervalgang, forskellige gang-arter m.m. og af og til med Hans Tonnesen, Tønders kommunes herlige naturvejleder.
  •    – torsdag kl. 10-12, almindelig gåtur, for dem der gerne vil gå lidt længere ad Tønders dejlige stier.
  • -torsdage kl. 10-11, rollatortur med Helle Wiedemann som turleder. Der er desuden flere frivillige tilknyttet denne gruppe, så du skal bare møde op.

I Tønder er mødestedet foran Medborgerhuset, der er kaffe efter torsdagsturene.

 

Desuden er der nu også gang i Løgumkloster:

  • onsdag kl. 10-11, rollatortur og
  • onsdag kl. 16-18, travetur i rask gang.

Mødestedet i Løgumkloster er v. døgnkiosken, Markedspladsen 1

 

Gå dig Glad i Ringe

Nu er der gåtur i Ringe hver tirsdag kl. 10. Der er en rask travetur på ca. halvanden time og en kort tur 2-3 km. Bagefter er der mulighed for en kop kaffe/the i Frivilligcentret.

Der er også tur torsdage kl. 10.

Mødested: Foran frivilligcentret på Østre Ringvej 39.

Turene er kommet i stand i samarbejde med “Et godt ældreliv” og frivilligcentret.

Som alle andre steder gælder at

  • du behøver ikke melde dig til
  • det er gratis
  • det er samme tid og sted hver uge (undtaget skoleferierne) men forskellige ture.

Vi hører gerne fra dig, hvis du har idéer til en tur eller gerne vil være turleder for en eller flere ture.

Vi går i almindeligt motionstempo og får en god snak undervejs. 

Vel mødt!

Gå dig Glad på Als

April 2018

Nu er Gå dig Glad i Nordborg en realitet. De første ture er gået i Nordborg, med turleder Birthe Flytkjær. Birthe har valgt mødested v. skulpturen foran Netto, og der er tur hver onsdag kl. 13-14.30. Som alle andre “gå dig glad”-ture er det gratis og du skal ikke tænke på at tilmelde dig.

Vel mødt!

Så er Gå dig Glad på Stevns igang

Mette Juhl, en lokal ildsjæl fra Rødvig, har nu sat “Gå dig Glad på Stevns” igang. Hun hører meget gerne fra interesserede turledere og fra borgere der har lyst til at være med.

Stevns Frivillighedscenter  i Hårlev kan også kontaktes, hvis du vil høre nærmere. Mette har oprettet en facebookgruppe med navnet “Gå dig glad på Stevns”, hvor du også kan få aktuel info om kommende ture.

Alle turene på Stevns starter v. biblioteket i St. Heddinge og tiderne er

  • tirsdag kl. 14-15.30
  • torsdag kl. 14-15
  • søndag kl. 11.40

Alle 3 ture er for dig, der har lyst til frisk luft og er til rask gang, tirsdags-turen er med stilleperioder indlagt, så der er mulighed for at få tømt hovedet.

Tag gerne en ven eller nabo med. Vel mødt!