“I Carl Nielsens Fodspor”

Igår morges tog jeg toget til Årslev, hvor jeg blev samlet op af gode venner fra Dansk Vandrelaug, Tina og Morten Pliniussen. De havde inviteret mig med på “prøvetur” på komponisten Carl Nielsen´s føde- og hjemegn. Det var en pragtfuld tur, og vejret var jo virkelig med os. Turen var på knap 18 km, med stor variation i terræn, vekslen mellem kultur og natur, kirker og skønne kaffepletter. Frokost v. et stendige med udsyn og indkig til det åbne fængsel Søby Søgaard. Lige som en tur skal være, når det er en i Vandrelauget den er udbudt. Morten deler gavmildt ud af sin store viden, dels om Carl Nielsen´s liv og omgangskreds, om de knapt så kendte melodier, og om de mange oplevelser parret har haft som værts-familie for unge, udenlandske deltagere i Carl Nielsen konkurrencerne.

Når jeg deler disse linjer med Jer, er det blandt andet for at fortælle om, hvordan man som turleder har et STORT forarbejde inden en tur bydes ud. Som skrevet var det prøvetur igår, for at lave tidtagninger, for at finde den bedst egnede skovsti, for at få stillet nogle af de “drilske” spørgsmål. Det skal besluttes hvor frokosten skal indtages og man skal lige blive helt skarp på et par årstal. Meget mere dukker op i dagens løb. Det er ikke den eneste prøvetur, der laves. Turen er jo kørt igennem i bil allerede i vinterens løb, for at måle. Den gåes igennem flere gange, sidste gang indenfor den sidste uge inden “premieren”, så man er sikker på, der ikke er oversvømmelser, væltede træer, en lukket kirke, indpakket i stilladser eller andre overraskelser.

En pragtfuld vandring, med gode venner, kultur og natur, som jeg vil glæde mig til at gentage den 20. april. Imens sidder jeg og funderer over hvornår “Tågen Letter”….