Søren Kierkegaard ”kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå sig fra den.”
Tramuntana, en pragtfuld udsigt!
Hvorfor gå?
Med en hverdag, hvor mange af os sidder på en stol i flere timer end vi sover, er der behov for øget fokus på at bevæge sig. Og det er tilsyneladende nødvendigt at sætte det lidt i system.
Når vi skal gå, er der ikke brug for andet end et par fornuftige sko, og naturen ligger som en gratis ressource lige udenfor.
Jeg vandrer, fordi det er den mest fleksible form for motion der findes. Det kræver ikke andet end tid, og planlægningen er minimal. Rejs dig, gå ud af døren, så er du igang. Man kan hoppe på en bus og køre “derudaf”, for at gå tilbage til udgangspunktet. Eller det modsatte; gå ud af landevejen, så langt man orker eller har tid til, og så tage en bus eller få et lift tilbage.
Jeg vandrer også for at stoppe det evige tanke-spind. Mine ture tvinger mig til en vis form for tilstedeværelse. Ofte oplever jeg dog, at tilstedeværelsen er blevet afløst af det modsatte, en slags ikke-tilstedeværelse, og jeg tænker “Er jeg allerede hér?”, og opdager at jeg har “gået mig glad”.
På vej fra Tranekær til Lohals
Selvfølgelig er der uger, hvor kalenderen er så fuld at det er nødvendigt at skemalægge turene. Et par små ”post-it”-lapper med teksten ”LANG TUR” flytter rundt på ugeplanen.
Effekten, at gå sig glad
Gevinsterne ved at komme ud og gå er mange, blandt andet
- forbedret kredsløb
- øget koncentrationsevne
- følelsesmæssig robusthed
- faldende stress-niveau
- bedre nattesøvn
OG endelig vandrer jeg for at give plads til at lytte til mig selv, til den indre vismand eller kloge kone. Plads til at ændre lidt på de overbevisninger, der forhindrer mig i at se klart på en udfordring.
Til at hvile øjet på!
Jeg fandt en bog frem forleden. En bog om at mindske sine bekymringer! Da jeg havde læst de første par kapitler tænkte jeg: “Jeg ER faktisk blevet meget mindre bekymret i løbet af de sidste par år”. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange bekymringer er “gået af”, og at de lange ture hjælper mig til at få tingene til at antage rimelige proportioner. OG Ikke mindst har jeg lært at sige “pyt”.